Bådin Stout Intervention 2022 er en meget spændende whisky, hvis særpræg kommer fra samarbejdet med Bådin Bryggeri i Bodø, som ligger på det norske fastland lidt nordøst fra Myken.
Byen, der har omkring 50.000 indbyggere, er kendt – ikke bare for sit fantastiske bryggeri, men også for deres fodboldhold Bodø/Glimt, der har vundet det norske mesterskab i både 2020 og 2021.
Myken Destilleri havde nogle fade med whisky, som blev tømt over på nogle andre fade. De tomme whiskyfade blev derefter brugt af Bådin Bryggeri til at lagre en stoutøl i ca. 6 måneder.
Efter at øllet var tappet på flasker, blev fadene bragt tilbage til Myken Destilleri og en whisky, der havde lagret i 3 år, blev fyldt over på fadene.
Whiskyen blev lagret i knapt et år på Stoutfadene og blev derefter tappet på flasker. Der kan derfor forekomme en smule bundfald fra stoutlagringen specielt i de højere flaskenumre, men dette er uden betydning for kvaliteten af whiskyen.
Det er planen, at der skal udvikles flere stoutbaserede whisky i fremtiden.